LCA

LCA for et parcelhus – trin for trin

Opdateret

En LCA af et parcelhus kan virke uoverskuelig første gang. Denne guide gennemgår de trin, en beregning efter bygningsreglementet typisk består af – med hvor du finder tallene, små regneeksempler og de fejl, der oftest koster tid.

Eksemplerne tager udgangspunkt i et fritliggende enfamiliehus, hvor der søges om byggetilladelse efter 1. juli 2025. Tallene i eksemplerne er illustrative.

1. Afklar, hvilke regler der gælder

Datoen for ansøgningen om byggetilladelse afgør reglerne. For et fritliggende enfamiliehus med ansøgning fra 1. juli 2025 er grænseværdien 6,7 kg CO2e/m²/år for bygningen og 1,5 for byggeprocessen. Vil du i den frivillige lavemissionsklasse, er grænserne 5,4 og 1,1.

Omsæt grænseværdien til et klimabudget, så du kan styre efter det undervejs. For et hus på 150 m², hvor referenceareal og opvarmet etageareal er ens, er budgettet 6,7 × 150 m² × 50 år = 50.250 kg CO2e for bygningen og 1,5 × 150 × 50 = 11.250 kg CO2e for byggeprocessen.

2. Markér kravet og planlæg dataindsamlingen

I ansøgningen om byggetilladelse markerer du, at bygningsreglementets kapitel 11 er relevant. Selve LCA'en afleveres først med færdigmeldingen, men en foreløbig beregning i projekteringen viser i tide, om der skal ændres i konstruktioner eller materialer.

Aftal allerede før byggestart, hvem der indsamler data til byggeprocessen: leverandørernes transport, el- og brændstofforbrug på pladsen og affaldsmængder. Social- og Boligstyrelsen anbefaler et fælles forbrugsark, som opdateres løbende – det er svært at finde tallene bagefter.

3. Opgør referencearealet

Referencearealet bygger på etagearealet, hvor fx integrerede garager og udestuer tæller med 50 %, og integrerede carporte og udhuse med 25 %. Overdækkede, ikke-integrerede terrasser tæller ikke med – hverken areal eller materialer. Se den fulde liste i guiden om enfamiliehuse og sommerhuse.

Eksempel: Et hus med 150 m² etageareal og en integreret garage på 30 m² får et referenceareal på 150 + 15 = 165 m². Opgør samtidig det opvarmede etageareal (her 150 m²), for det bruges til driftsenergien. Husk, at kun arealet reduceres – garagens materialer tæller fuldt med.

4. Opgør mængderne

Opgør mængderne af byggevarer for de bygningsdele, der er nævnt i reglementets tabel 6 – fundament, terrændæk, vægge, dæk, tag, vinduer, døre, overflader og installationer. Mængderne kan komme fra tegninger eller en bygningsmodel, men skal svare til det færdige hus. Fundamentet bør opgøres ud fra de faktiske leverancer.

  • Du må udelade fastgørelsesmidler som søm og skruer, fugemateriale, lokale membraner, fugtspærre i fundamenter samt fodpaneler og lister
  • Mangler huset fx gulv eller maling ved færdigmelding, skal de dele alligevel med ud fra bedste skøn
  • Solceller tæller kun med for den del, hvis produktion indgår i energirammeberegningen
  • Installationer kan medregnes med arealbaserede standardværdier – for et enfamiliehus i alt 0,66 kg CO2e pr. m² opvarmet areal pr. år for A1-A3 og C3

5. Vælg datagrundlag og levetider

For hver byggevare bruger du enten de generiske data i reglementets tabel 7 eller en gyldig EPD. Andre generiske data må ikke bruges. En EPD skal være udført efter EN 15804, verificeret af en tredjepart og godkendt af en programoperatør. Den skal have været gyldig, da produktet blev anvendt i byggeriet – den må gerne være udløbet ved færdigmeldingen – og den behøver ikke være dansk.

Levetiderne, som bestemmer udskiftningerne i B4, tages fra BUILD's levetidstabel (BUILD-rapport 2021:32). En bygningsdel med 20 års levetid regnes med tre gange: i år 0, 20 og 40. Maling og anden vedligeholdelse regnes ikke som udskiftning.

  • Vinduer har en levetid på 50 eller 60 år, termoruder 25 år. Kan ruden skiftes uden at ødelægge rammen, regner du med en ny rude efter 25 år – ellers får hele vinduet 25 års levetid
  • Kan en bygningsdel med kort levetid ikke skiftes uden at ødelægge en med længere levetid, styrer den korteste levetid
  • Genbrugte materialer regnes med en klimapåvirkning på 0

6. Medregn driftsenergien

Driftsenergien (B6) tages fra husets energirammeberegning. Brug energibehovet uden primærenergifaktorer, og regn el og varme hver for sig. Behovet ganges med emissionsfaktorerne i reglementets tabel 8.1, som gælder for hvert år fra ibrugtagningen og falder frem mod 2050. For el er faktoren 0,0706 kg CO2e/kWh i 2026, mens gennemsnittet over 50 år fra 2026 er ca. 0,029.

Eksempel: Et varmepumpehus med et elbehov på 15 kWh/m²/år giver ca. 15 × 0,029 = 0,43 kg CO2e/m²/år. B6 regnes pr. m² opvarmet etageareal, ikke pr. m² referenceareal.

  • Elproduktion fra fx solceller kan indregnes med højst 13,2 kWh/m²/år – et eventuelt overskud godskrives i modul D
  • Har fjernvarmeværket en EPD efter ISO 14025 med lavere værdier, kan den bruges i stedet for de generiske faktorer

7. Beregn byggeprocessen

Byggeprocessen (A4-A5) regnes pr. m² referenceareal over 50 år. Transport af materialer kan du opgøre ud fra leverandørens faktiske forbrug, en specifik beregning eller tabelværdier pr. kg – fx 0,0024 kg CO2e/kg fabriksbeton, 0,0166 for gipsplader og 0,0196 for mineraluld. Bruger du tabelværdierne, lægges 0,02 kg CO2e/m²/år til for overskudsmaterialer og emballage.

Terminalprocesser regnes altid med en fast værdi på 0,02 kg CO2e/m²/år. Transport af materiel kan sættes til 0,02 og bortkørsel af jord og af byggeaffald til 0,06 hver, hvis du ikke vil opgøre forbruget. Behandlingen af affaldet regnes pr. fraktion med tabel 11 – fx 0,36 kg CO2e/kg mursten, 0,17 for beton og 0,14 for træ.

El, varme og brændstof på pladsen skal opgøres ud fra det målte forbrug. Maskiner under 1 ton kan udelades. Eksempel for et hus med 150 m² referenceareal: 300 liter diesel × 3,44 kg CO2e/liter / (150 m² × 50 år) = 0,14 kg CO2e/m²/år, og 4.000 kWh byggestrøm i 2026 × 0,0706 / 7.500 = 0,04.

8. Sammenhold med grænseværdierne

Bygningens resultat er materialerne (A1-A3, B4 og C3-C4) divideret med referencearealet × 50 år plus driftsenergien (B6) divideret med det opvarmede etageareal × 50 år. Byggeprocessen (A4-A5) holdes op mod sin egen grænse, og modul D dokumenteres for sig uden at tælle med.

Begge resultater afrundes til én decimal, før de sammenlignes med grænseværdierne. Et resultat på 6,73 afrundes til 6,7 og overholder kravet, mens 6,76 afrundes til 6,8 og ikke gør. Ligger huset over, så se på, hvilke bygningsdele der bidrager mest – det er dér, et andet materialevalg flytter mest.

9. Aflevér med færdigmeldingen

LCA'en afleveres sammen med færdigmeldingen og danner grundlag for kommunens ibrugtagningstilladelse. Bygningsreglementets vejledning har et frivilligt standardformat for LCA-dokumentation, som du med fordel kan bruge.

Gem rapportudtrækket fra LCA-værktøjet, mængdeopgørelserne og grundlaget for byggeprocessen som fakturaer, følgesedler og affaldsregnskab. Enfamiliehuse er undtaget fra kommunens stikprøvekontrol, men bygningsejeren har stadig ansvaret for, at kravene er overholdt.

Kilder

Flere guides

Kom i gang på få minutter

Opret en konto, og start dit første projekt. BX3 er gratis at bruge.

  • Ingen abonnementer
  • Ingen betalingsoplysninger