U-værdi og linjetab forklaret

U-værdien – varmetransmissionskoefficienten – angiver, hvor meget varme der strømmer gennem 1 m² af en bygningsdel, når temperaturforskellen mellem inde og ude er 1 grad. Enheden er W/m²K, og jo lavere U-værdi, desto bedre isolerer bygningsdelen.

Linjetab (ψ) beskriver det ekstra varmetab, der opstår langs en linje i klimaskærmen – typisk ved fundamenter og i samlinger omkring vinduer, døre og ovenlys. Her er isoleringen afbrudt eller tyndere, så der opstår en kuldebro. Linjetab angives i W/mK, altså pr. meter samling pr. grads temperaturforskel.

Efter § 256 skal transmissionsarealer, transmissionstab og varmetabsramme beregnes efter DS 418 Beregning af bygningers varmetab, og kuldebroernes virkning skal medtages i U-værdierne for de enkelte bygningsdele. Materialernes isoleringsevne bestemmes efter de relevante DS/EN-standarder.

I princippet findes U-værdien ved at lægge isolansen for hvert lag i konstruktionen sammen – lagets tykkelse divideret med materialets varmeledningsevne – plus overgangsisolanserne ved over- og underside. U-værdien er den reciprokke værdi af summen, korrigeret for fx gennembrydninger og inhomogene lag.

Bygningens transmissionstab er derefter summen af areal gange U-værdi for alle flader plus længde gange linjetab for alle samlinger, ganget med temperaturforskellen mellem inde og ude.

§ 257 fastsætter generelle mindstekrav til klimaskærmen i bilag 2, tabel 1. Udvalgte værdier for nybyggeri:

Samme tabel indeholder krav til linjetab:

Vinduer og glasydervægge mod det fri har ikke et selvstændigt U-værdikrav i tabel 1. I stedet stiller § 258 krav til energibalancen for et referencevindue på 1,23 × 1,48 m, så både varmetab og solindfald tæller med:

Ud over mindstekravene skal nybyggeri efter § 264 overholde et krav til klimaskærmen som helhed: Det dimensionerende transmissionstab pr. m² etageareal må højst være 12,0 + 6,0/E + 300/A W/m², hvor E er antallet af etager og A det opvarmede etageareal.

Antallet af etager er et decimaltal – det opvarmede etageareal divideret med det bebyggede areal. Et enplanshus på 150 m² må altså højst have et dimensionerende transmissionstab på 12,0 + 6,0 + 2,0 = 20,0 W/m². Bygninger med en gennemsnitlig rumhøjde over 4,0 meter får et tillæg.

Tilbygninger kan i stedet for energirammen overholde U-værdierne i bilag 2, tabel 2, eller bruge varmetabsrammen efter §§ 271-273. Varmetabsrammen er det varmetab, tilbygningen ville have, hvis den netop opfyldte U-værdierne og linjetabene og havde et vinduesareal på 22 % af det opvarmede etageareal. Den reelle tilbygning må ikke have et større varmetab.

I varmetabsrammen kan vinduerne regnes som de reelle vinduer eller som vinduer med en U-værdi på 1,2 W/m²K, og 50 % af det tidligere varmetab gennem den facade, tilbygningen dækker, kan medregnes.

Mindstekravene i tabel 1 gælder ikke ved ændret anvendelse og ombygning, bortset fra bl.a. yderdøre og konstruktioner mod køle- og fryserum.

Ved ombygninger og andre forandringer gælder i stedet bilag 2, tabel 3, som er skrappere end mindstekravene til nybyggeri – fx 0,18 W/m²K for ydervægge, 0,10 for terrændæk, 0,12 for loft og tag, 0,12 W/mK for fundamenter og 0,03 W/mK for samlingen mellem ydervæg og vindue.

Bygningsreglementets vejledning understreger, at kuldebroer normalt udgør en væsentlig del af transmissionstabet i moderne, velisolerede bygninger: Regnes transmissionstabet uden kuldebroer, vil det typisk være 50-70 % højere, når de medregnes. Bruger man i de tidlige faser U-værdier uden kuldebroer, bør de derfor forhøjes med mindst 50 %, indtil der er regnet nøjere.

I energirammeberegningen efter SBi-anvisning 213 indgår U-værdier og linjetab sammen med arealer og længder som input for klimaskærmen. De bestemmer transmissionstabet måned for måned og har dermed direkte betydning for, om energirammen kan overholdes.