Kalkulationsrenten er den rente, fremtidige udgifter diskonteres med, når de omregnes til nutidsværdi i en totaløkonomisk beregning. Fordi en udgift om 30 år ikke vejer lige så tungt som en udgift i dag, skal alle fremtidige udgifter regnes tilbage til et fælles tidspunkt, før de kan lægges sammen med anlægsudgiften.
Valget af kalkulationsrente har stor betydning for resultatet af en LCC. Jo højere renten er, jo mindre vejer fremtidige udgifter til energi, drift, vedligehold og udskiftninger i forhold til anlægsudgiften i dag. En lav rente giver omvendt fremtidige udgifter større vægt, hvilket typisk gør løsninger med lavere driftsudgifter mere attraktive.
Kalkulationsrenten er et af de fire begreber, der går igen i næsten alle totaløkonomiske beregninger sammen med nutidsværdi, prisudvikling og betragtningsperiode. Prisudviklingen – fx den forventede udvikling i priser på el, varme og vand – arbejder sammen med renten, fordi stigende priser modvirker effekten af diskonteringen. For at kunne sammenligne løsninger skal de regnes med samme forudsætninger, og i DGNB laves beregningen efter LCCbyg-metoden.
Eksempel
Sammenligner du to varmeløsninger, kan en højere kalkulationsrente få den billigste løsning i anlæg til at se bedst ud, mens en lavere rente giver mere vægt til den løsning, der er billigst at drive.