Realrenten er renten fratrukket inflationen. Hvor en nominel rente gælder beløb i løbende priser, gælder realrenten beløb i faste priser, hvor den almindelige prisstigning er regnet ud. En totaløkonomisk beregning skal holde de to adskilt: En realrente hører sammen med faste priser, og en nominel rente med løbende priser. At blande dem er en af de klassiske fejl i LCC.
I Danmark bruges i praksis Finansministeriets samfundsøkonomiske diskonteringsrente – en faldende realrente på 3,5 % i år 0–35, 2,5 % i år 36–70 og 1,5 % derefter. LCCbyg har den som forudsætningssættet “Faldende realrente” og angiver, at den skal anvendes af offentlige bygherrer og ved DGNB-certificering efter 2025-manualen. LCCbyg har desuden sæt med fast realrente og med fast nominel rente.
Når priserne regnes faste, beskriver prisudviklingen kun den reale stigning ud over inflationen – fx at el forventes at stige mere end priserne generelt. Derfor arbejder realrenten og prisudviklingen sammen: En høj realrente gør fremtidige udgifter mindre vigtige, mens en real prisstigning gør dem vigtigere igen.
Eksempel
Er den nominelle rente 5,5 % og inflationen 2 %, er realrenten ca. 3,4 % (1,055 ÷ 1,02 − 1) – ikke helt de 3,5 %, man får ved blot at trække tallene fra hinanden.